Home | Tilbage

acapixus01.gif (7718 bytes)

Ballet de la Muerte - Dødens Ballet (1988).
(Billeder ikke tilgængelige digitalt fra Biofoto)

Trompeterne og trommerne giver signal til at åbne chiqueros porten. Alle, toreros såvel som aficionados, venter i åndeløs spænding mens porten åbnes. Ind i arenaen tordner spillets hovedaktør, el toro tyren. Den er kulsort, muskuløs og fnysende olm. Matadoren, der spiller en anden af hovedrollerne, iagttager nøje tyrens bevægelser rundt i arenaen. Hvis han ikke spiller sin egen rolle med fuld koncentration, kan alt ske. Alt. For døden selv har den tredje og sidste af hovedrollerne i Dødens Ballet.

Spillet kan begynde. Efter at tyren et par gange har udfordret matadorens assistent, træder han selv ind i arenaen med afmålte bevægelser. Publikum hilser ham med begejstrede jubelråb. Tyren fnyser og skraber med en hov i jorden. Så kaster den sine over 600 kg ind i et hvirvlende angreb. Matadoren står roligt afventende med den gule og lyserøde capa udstrakt i begge hænder. Øjeblikket før tyrens horn når kappen, fører han den i en blød bue rundt og om bag sig. "Ole". Publikum tilkendegiver højlydt sin begejstring for den første capotazo, en elegant udført verónica.

Plaza de Toros Monumental.

Det er en behagelig lun søndag aften på det halvfyldte Plaza de Toros Monumental i Barcelona. Matadoren, Victor Manuel Blazquez, udfører et eminent arbejde med kappen, og de 12-13000 deltagende aficionados er yderst begejstrede. Selv sidder jeg og iagttager med en blanding af forventet afsky og overraskende tiltrækkelse. Dette spanske kultur element er ikke let at forstå for en kølig nordbo.

Men for såvel Spanien som for spanioleren er tyrefægtning en uundværlig del af tilværelsen. For de frihedselskende spaniolere er tyrefægtningen en trykventil, hvor indestængte aggressioner slippes ud. Individets kamp imod overmagten. Og for autoriteterne, som regeringen og kirken, har tyrefægtningen netop samme funktion - en aflastningsventil, der tager brodden af befolkningens aggression imod magthaverne. Opium for folket.

Udenfor arenaen før kampen så jeg dyreværns organisationer, der demonstrerede imod tyrefægtningen. De har gennem mange år forsøgt at stoppe tyrefægtningen, men med den opbakning den har i såvel befolkningen som hos magthaverne, er de oppe imod umulige odds.

Picadores.

Blazquez afslutter sin strålende serie af verónicas med en media verónica. "Ole". Med sit hvide lommetørklæde giver tyrefægtningens præsident besked om at lade to picadores ride ind i arenaen. Akkompagneret af trommer og trompeter indtager picadorerne deres pladser i hver sin side af arenaen, mens en medhjælper holder tyren i skak.

Idet picadorerne har hestene i ro, overtager Blazquez igen kontrollen over tyren. Med et par manøvrer med kappen fører han den hen til en af picadorerne. Så dirigerer han den ind til et angreb imod hestens polstrede side. Picadoren modtager den med et følt stød af sin 2,7 meter lange lanse eller pica, lige i nakkemusklen. Tyren hugger med al sin kraft hornene op i hestens bug og forsøger at vælte den omkuld.

Efter et øjebliks forløb træder en af de andre matadorer til for at udføre sin quite. Med kappen lokker han tyren bort fra hesten. Efter et par capotazos fører han igen tyren frem til et angreb på picadoren, og det hele gentager sig, indtil tyren har modtaget i alt 3 stød med picaen, puyazos.

Historie.

Picadorerne er en slags overlevering fra de tidligste dage i spansk tyrefægtnings historie. Det var romerne, der indførte tyrefægtningen til de spanske kolonier, og da de trak sig tilbage, overtog de adelige spanske riddere sporten. De fordrev de krigsfrie perioder med at bekæmpe tyre. Fra hesteryg, ligesom vor tids picadorer, kæmpede de imod tyren med sværd og lanse, indtil den faldt om dødeligt såret.

Omkring år 1600 forbød den spanske konge adelen at deltage tyrefægtning. Kongen havde ikke råd til, at ridderne omkom ved den slags fjanteri. De var vigtige for opretholdelsen af magten. Istedet førtes tyrefægtningen videre af den fattige menigmand, der udviklede en kampform, hvor tyren kunne bekæmpes til fods.

Længe kæmpedes der uden regler. Det drejede sig blot om på den ene eller anden måde at tage livet af tyren. Man kæmpede med knive, økser, køller, sværd, eller hvad man nu havde for hånden. Først i 1700 tallet begyndte tyrefægtningen at få fastere spilleregler. Man opførte tyrefægter skoler og matadorerne blev professionelle udøvere. Gennem de sidste 300 år har tyrefægtningen langsomt udviklet sig til det, den er i dag - en rituel kunst art.

Suerte de Banderillas.

Præsidenten giver med sit hvide klæde igen besked om at lade trommerne og trompeterne lyde. Anden akt af dødens ballet kan begynde. Tyren skal nu modtage 3 par korte spyd med modhagere, banderillas. Normalt er det 3 medhjælpere, banderilleros, der sætter hvert sit par, men i dag vælger Blazquez at gøre det selv. Han føler åbenbart, at han har en heldig hånd i dag.

Mens musikorkestret spiller en pasodouble, går han roligt ud i arenaens midte med det første par banderillas og hilser publikum. Med de to farvestrålende banderillas løftet højt over hovedet provokerer han tyren fra arenaens midte. Tyren pruster og angriber. Blazquez løber ud til den ene side, mens tyren højlydt nærmer sig. For mig at se, kan han umuligt undgå at blive stanget, og det gibber i hele publikum idet tyren når ham. Men Blazquez kaster sig udenfor hornenes rækkevidde og placerer de to banderillas, idet tyren raser forbi som en tornado. "Ole". De to næste par placerer han med samme fuldendte elegance. Så er der vild jubel på tilskuerpladserne.

La Corrida de Toros.

Plaza de Toros Monumental i Barcelona er blot en af Spaniens i alt omkring 350 tyrefægter-arenaer. Årligt afvikles der alene i Spanien et 5 cifret antal tyrefægtninger. Det giver selvfølgelig grobund for en blomstrende følge industri - arbejdspladser, som vi ville sige herhjemme. Produktionen af de berømte tyrefægterplakater. Tyrefægterskolerne. Og selvfølgelig de mange farme i Andalucia og Extremadura, hvor kamptyrene opdrættes. Bl.a. den berømte Eduardo Miura tyrefarm i Campaña nær Sevilla. Tyrene derfra er elskede af publikum og frygtede af matadorerne. Alt i alt sættes der milliarder af kroner i omsætning pga La Corrida de Toros - tyrefægtningen.

Alle almindelige tyrefægtninger foregår efter det samme ældgamle ritual. Præcis til det annoncerede tidspunkt kommer alle corridaens deltagere ind i arenaen i en samlet procession - el paseo. Efter at alle toreros har saluteret præsidenten, giver denne besked om, at corridaen kan begynde.

Nu skal 3 matadorer kæmpe imod hver 2 kamptyre. Hver kamp er inddelt i 3 akter, suerte de picado, suerte de banderillas og faena de muleta. I første akt kæmper matadoren og hans assistenter med kappen mod tyrene inden den modtager de 3 lansestød fra picadoren. I anden akt sætter 3 banderilleros hver et par banderillas, hvis matadoren da ikke vælger at sætte dem selv - i så fald akkompagneret af musikorkestrets pasodouble. Tredje akt er helt og holdent matadorens. Her udfører han muletazos med den blodrøde muleta, der er noget mindre end kappen. Derved forbereder han tyren - tapper den for de sidste kræfter - inden han giver den dødsstødet med el estoque - det buede sværd.

Faena de Muleta.

Tyren er blevet efterladt lidt ude til siden i arenaen. Den står og bare ser til med en ludende attitude, mens blodet langsomt strømmer ned over skulderen fra de 3 pica sår og de 6 banderillas. Til publikums højlydte begejstring træder Blazquez ind i arenaen med muletaen i venstre og estoquéen i højre hånd. Fra arenaens centrum tilegner han tyren til publikum. Med sin sorte hat, la montera, udstrakt mod publikum i højre hånd, drejer han langsomt rundt en gang, inden han med en nonchalant bevægelse kaster den over skulderen ned i arenaens rødgule sand. Faenaen kan begynde.

Blazquez kalder på tyren, der vågner op til dåd på ny. Han lader den i åndeløs stil passere tæt forbi sin krop i en natural. "Ole" råber publikum, og musikorkestret sætter ind med en sidste pasodouble. Igen og igen lader Blazquez tyren passere forbi sig, mens han skifter imellem naturales - lave passager - og pases a pecho - brysthøje passager. For hver muletazo lader han tyren passere stadig tættere forbi sin krop, indtil tyren helt udmattet lader hovedet hænge lavt, og publikum er hensat i blodrus. Hele faenaen har han udført fra nøjagtig den samme plads i arenaen. Uden at bevæge sig ud af stedet.

Matadoren.

Det er ikke til at tage fejl af, at Blazquez ikke er nogen helt almindelig matador. Han er en fremragende repræsentant for kunst arten. Det fremgår tydeligt af såvel hans optræden i arenaen ligesom af publikums næsten fanatiske begejstring. Hvis det lykkes ham at dræbe tyren med et enkelt perfekt stød af estoquéen, vil publikum sikkert forlange af præsidenten at han, som belønning for den fremragende kamp, får det ene af tyrens ører, måske begge ører, eller helt utopisk begge ører og halen.

Hvis Blazquez udvikler sig til en af Spaniens bedste matadorer, vil han kunne se frem til en årsindtægt i million klassen. Hvis han ikke i et ukoncentreret øjeblik lader tyren stange sig til døde, vil han måske gå over i Spaniens historie, som en tyrefægterkunstner på højde med afdøde folkehelte som Joselito, Ortega, Manolete og El Cordobes.

La Hora Suprema.

Blazquez har med sine muletazos tappet tyren for de sidste kræfter og stillet den op til la hora suprema - højdepunktet. Selv står han ubevægelig med muletaen i venstre hånd og estoquéen fremstrakt i højre hånd, mens han sigter hen over klingen med det ene øje. En dødens stilhed sænker sig over arenaen, mens Blazquez koncentrerer sig til det yderste. Han må ramme helt eksakt præcist med sværdet, for at kunne støde det i til skæftet. Endeligt går han med hurtige svævende bevægelser til angreb på tyren, kaster sig ind over hornene og støder hårdt til med estoquéen mellem skulderbladene. Sværdet går perfekt i og skærer pulsårerne over dybt inde i tyrens bryst. Til publikums ellevilde jubelråb segner tyren langsomt om, mens Blazquez til afsked stirrer den dybt i øjnene. Om ikke før, så sejrer døden altid til sidst.

Kjeld Olesen.