Home | Tilbage

acapixus01.gif (7718 bytes)

Vulcano og Stromboli - to ildperler i Middelhavet

Når man er på vej fra Milazzo, på Sicilliens østlige nordkyst, til øgruppen Isole Eolie, dvs de Eoliske eller Lipariske øer midt i Middelhavet, er man på vej til et sted, hvor der skrives med store bogstaver i Jordklodens ca 4½ milliard år gamle geologiske historiebog. Netop her er der, grundet sammenstødet mellem den europæiske og den afrikanske kontinentalplade, opstået sprækker i jordskorpen, så Moder Jord med vulkaner som penne og glødende magma fra jordens indre som blæk kan føje bogstav for bogstav til den gamle geologiske historie.
 

Isole Eolie.

Flertallet af jordens aktive vulkaner ligger ellers langt væk på Nord- og Sydamerikas vestkyster og på øerne i det vestlige Stillehav. Derfor er aktive vulkaner blevet et meget fjernt begreb for os danskere. Men de i turistmæssig forstand oversete Eoliske øer ligger for vore fødder i behagelig "charterafstand" og giver os muligheden for at betragte det fantastiske naturfænomen, som et vulkan udbrud er. Øgruppen består af 7 øer, som alle er af vulkansk oprindelse, men idag er det kun to af dem, som er af "vulkanofil" interesse. Vulcano med sit ulmende Gran Cratere, og Stromboli med sine aktive vulkan kratere.
 

Isola di Vulcano.

Øen Vulcano er den af de 7 Eoliske øer, der ligger nærmest Sicillien. Turen fra Milazzo tager ca 3 kvarter med en aliscafo, dvs en hydrofoil, og ca det dobbelte med en færge. Det er et betagende syn at se øen og dens vulkan langsomt vokse sig større, mens man nærmer sig fra søsiden. På lang afstand kan man se en røgsøjle stige dovent til vejrs fra vulkanen, og senest når man lægger til i havnen i Porto di Levante, finder man ud af, hvad røgen indeholder. En distinkt stank af rådne æg svøber sig over øen. Vulcanos vulkan udspyr nemlig svovldampe.

Når man har vænnet sig til den uvante odor og har fundet sig et logi i en af Porto di Levante's mange udmærkede pensiones og hoteller, kan man begynde at tage for sig af de mange attraktioner, som er spredt ud over Vulcanos beskedne 21 kvadratkilometer. På øens sydlige halvdel finder man et barskt eroderet vulkanlandskab. På halvøen nord for Porto di Levante findes den lille udslugte vulkankegle, Vulcanello, kun 123 meter høj. Lige nord for havnen findes et kæmpe naturens spa-bad, hvor gasser bobler op gennem det lave havvand, og inde på stranden findes termiske mudderbade med helbredende kræfter. På øens nordvest-kyst findes en lille strand med dejlig blødt og kulsort vulkansk aske, men øens hovedattraktion er selvfølgelig Gran Cratere, "Det store Krater", hvis rand ligger kun 1 km syd for Porto di Levante.

Gran Cratere.

For at komme op på vulkanens rand, følger man den sti, som starter ca ¼ km syd for havnen. Den første halvdel er brolagt, vrimler med grønne firben og snor sig smukt op gennem buskbevoksede skråninger, hvorimod den sidste halvdel er barsk og stejl. På den brolagte del støder man først på en afspærring med påskriften "Adgang forbudt" og senere på et stort skilt med påskriften Zona della fumarole, dvs en advarsel om giftgasser. Afspærringen ignorerer man og går videre, men skiltet skal tages med en vis alvor. Svovldampene, som udpyes af vulkanen, kan nemlig forårsage forskellige lungesygdomme.

Når man først står på kraterranden med den betagende udsigt, glemmer man hurtigt alle advarsler. Foran én ligger det ca 500 meter brede krater, hvis rand når op til 391 meter på det højeste punkt. Stien går hele vejen rundt, så man kan beundre krateret fra alle vinkler. På vulkanens nordside løber en lang sprække hen over og langt ned på begge sider af kraterranden, hvor tætte skyer af svovlholdig og skoldhed vanddamp strømmer op af jorden. Det er en fantastisk oplevelse at gå hen over sprækken og lade sig indhylde af de varme dampskyer. Når de er tættest, er det totalt umuligt at få vejret pga den meget stærke stank af rådne æg, og selv når de spredes af en brise, kan sikkert selv ikke tåber og stædige fotografer udholde stanken længe nok til, at svovlbrinte-påvirkningen bliver skadelig. På begge sider af sprækken er klippen skinnende gul af svovlkrystaller og så varm, at man ikke kan holde hånden på den. Også nede i kraterbunden, som ligger i 208 meters højde, findes der huller og sprækker, hvorfra svovldampe strømmer ud. Dampene skyldes, at nedsivende regnvand ophedes af en glødende magmaprop, som ligger et stykke nede under den nordlige kraterrand. Man spår at vulkanen, som sidst var i udbrud i 1890, netop her på kraterranden vil komme i udbrud igen indenfor de næste 40 år. Det er let at spå, hvad der så vil ske med Porto di Levante, som jo ligger kun en km borte nede ad skråningen.

Isola di Stromboli.

Yderligere 1½ time med aliscafo'en fører én fra Vulcano forbi øerne Lipari og Panarea til landings-stedet på Isola di Stromboli. Den 13 kvadratkilometer store ø består af en stor vulkansøjle, og har kun de aktive kratere på toppen at byde på. Men de er til gengæld også værd at rejse efter.

Det første syn, man møder efter at være kommet i land, er et stort skilt, som forbyder al færden på vulkanen uden ledsagelse af en autoriseret guide - men det er der overhovedet ingen, der tager notits af. Under alle omstændigheder er det ikke ulovligt. Turen fra landingsstedet til vulkantoppen går først gennem den langstrakte by langs nordkysten, som succesivt kaldes Scari, S. Vincenzo, Ficogrande og Piscità. Mellem byens smukke gamle huse i arabisk stil, snor smalle gyder sig, hvor øens beboere drøner rundt på små trehjulede knallertlignende Fiat pickups, trods det at øens samlede "gydesystem" ikke overskrider 3 km. I byen findes flere udmærkede hoteller og pensiones, hvor man enten kan indlogere sig eller deponere overflødig baggage, hvis man ønsker at nyde vulkanen i fulde drag. Dvs overnatte på toppen ved siden af de ildspyende kratere.

Fra udkanten af Piscità fortsætter man ad en lille brolagt sti, som først følger kysten en kilometer for så at dreje imod syd og sno sig op i den mandshøje sivbevoksning på vulkanens nordside. I 300 meters højde ophører brolægningen, og stien deler sig op i mange småstier, som alle fører imod toppen. De løber parallelt med kanten af Sciara del Fuoco, "Ild Sporet", hvor slagger fra vulkanen ruller ned i havet.

Efter et par til tre timers vandring står man endelig på toppen i 924 meters højde, og kan skue direkte ned i de to aktive kratere, som ligger et par hundrede meter lavere lige over Sciara del Fuoco. Til tre sider er kraterne omgivet af en højereliggende kam, som således beskytter byerne på nord-kysten og byen Ginostra på sydkysten imod vulkanens lava. Den kan kun løbe ned ad Sciara del Fuoco.

Udbrud.

Røgskyerne, som konstant stiger dovent til vejrs fra kraterne, er et imponerende syn, som i sig selv er hele turen værd. Men så pludselig - mens man mindst venter det og helt uden forvarsel - eksploderer vulkanen med et langtrukket brøl. Endnu mere røg stiger til vejrs, og glødende lavablokke skydes næsten 100 meter til vejrs. Udbruddet varer kun nogle få sekunder, og bagefter høres kun lyden af lavablokke, der triller ned af Sciara del Fuoco. Det er en naturoplevelse, som man ikke glemmer, før man er blevet meget meget senil.

Ca 4 gange i timen kommer vulkankraterne i udbrud, og det er netop frekvensen og ikke intensiteten af udbruddene, der gør Stromboli til en af verdens mest aktive vulkaner.

Afhængig af vindretningen tilbringer man natten på selve toppen eller et par hundrede meter nede af stien i højde med kraterne. Man indretter sig med sin sovepose bag et af de læhegn, som et opført af pimpstensblokke, og mens solen langsomt sænker sig ned i havet, kan man fundere over naturens kræfter, mens man i ærbødig stemning indtager sine medbragte skinkesandwiches.

Endnu efter at solen er gået ned, kommer vulkanofiler asende op fra byen med kraftige pandelamper rettet mod den ujævne sti. Hver dag drages ca 100 mennesker op på Stromboli for at overvære vulkanudbrudene om natten, hvor de om muligt er endnu mere fantastiske, end de er om dagen. I mørket kan man se den glødende og ulmende lava i kraterne. Dampskyerne lyser svagt op i mørket, og ligner mest af alt små røde spøgelser, der langsomt smyger sig op over vulkan kammen. Glødende lavablokke tegner linier af ild mellem stjernerne på den sorte nattehimmel, for derefter med en klirrende lyd at hoppe ned af Sciara del Fuoco i bløde buer.

I timevis kan man beundre dette smukke natursceneri, men hen på natten synes de 15 minutter imellem udbrudene alligevel noget lange, og man må krybe i soveposen med et nyt syn på Europa. Der er alligevel fut i det gamle kontinent, og man har med selvsyn set det føje nye linier ind i den gamle geologiske historiebog.

Kjeld Olesen.