Home | Tilbage

acapixus01.gif (7718 bytes)

Kaptajn på Nilen - 1989.

Mens solen langsomt sænker sig over ørkenen, sætter brødrene Kassim langsomt vores lille hvide felluca (sejlbåd) på grund på Nilens vestbred. Mens Kassim og Kassim surrer sejlet og tilbereder aftensmaden, går vi fire passagerer fra borde for at strække benene på den bløde sandbred og for at udforske det nærmeste ørkenterræn.

Sammen med de tre newzealændere, Jackie, Vickie og Craig, har jeg hyret brødrene Kassim og deres felluca til at sejle os de ca 100 km fra Aswan til Edfu. En ca to døgns sejlads ned af Nilen, som ikke uden grund er blevet en klassiker blandt rygsækfolket i Egypten.

Tilbage på fellucaen indtager vi den noget ubestemmelige ret, som unge Kassim har frembragt, mens en behagelig kølighed omsider sænker sig over Nildalen. Inde fra ørkenen høres cikadernes sang, og et par nilgæs skræpper et sted inde imellem sivene. Ude over Nilens bølger flyver flokke af silkehejrer i solens sidste stråler op ad Nilen mod deres rastepladser. Og henne i stavnen sidder brødrene Kassim med ansigterne vendt mod Mekka og mumler på sagte arabisk deres aftenbøn: "Alla-hu akbar, Alla-hu akbar" - Allah er stor, Allah er stor. Hvilken magisk stemning - som taget ud af et årtusind gammelt Egyptisk eventyr.

Ganske fortryllede og udmattede af dagens oplevelser ruller vi os ind i vore tæpper for at døse til den beroligende lyd af bølgernes skvulpen imod skroget. På en egyptisk felluca med det lidet arabisk-klingende navn "Washington".

Kom-Ombo

Mens luften endnu er kølig, og solen står lavt, går vi tidligt næste morgen, efter en kort sejlads, rundt mellem ruinerne af det prægtige Kom-Ombo tempel, som ligger ca 40 km nord for Aswan ved et knæk på Nilen. Det var Ptolemy familien, der i det andet århundrede før vor tidsregning og under græsk overherredømme, påbegyndte opførelsen af Kom-Ombo templet i den gamle pharaoniske byggestil, men med et stænk af græsk stil iblandet. Templet var hjemsted for to præsteskaber; et der dyrkede den falkehovede himmelgud "Haroeris", og et, der dyrkede krokodille guden "Sobek".

Templer har vi dog allerede set masser af, mens vi har været i Egypten, og Kom-Ombo templet skiller sig ikke nævneværdigt ud fra de andre. Men nu hvor vi sejler på Nilen, slår det os at de fleste af byggematerialerne er blevet transporteret hertil på Nilen. De store stenblokke, som templet blev bygget af, brev hugget til i store stenbrud forskellige steder langs Nilens bredder og derefter sejlet hertil på fellucaer, der sikkert har lignet forstørrede udgaver af vor egen Felluca Washington.

Egyptens historie er i det hele taget uadskillelig fra Nilens. Lige siden Kong Menes for ca 5000 år siden forenede Øvre- og Nedre Egypten, har generationer af felluca kaptajner fragtet gods op og ned ad Nilens vande. For 4 tusinde år siden blev 2 millioner kalkstensblokke med en samlet vægt på 6 millioner tons fragtet til Giza alene for at bygge den 146,5 meter høje Cheops pyramide. Fellucaerne har fragtet alt muligt gods lige fra lerpotter og sivmåtter til guld og elfenben.

Men Nil trafikken har også haft sine negative sider. Da de første kristne kom op ad Nilen, ødelagde de skånselsløst mange af reliefferne rundt om i templerne. De afbillede jo egyptiske guder og blev prompte stemplet hedenske. F.eks. fik Horus templet i Edfu ødelagt størstedelen af sine relieffer af fanatiske kristne. Senere har den vestlige verden været på rov rundt om i templerne. F.eks. stammer obeliskerne der står i Istanbul og Paris fra egyptiske templer. Man kan kun håbe, at de en dag ud af storsind bliver leveret tilbage til Egypten, for der ville de unægtelig tage sig bedre ud.

Og nu er vi selv, rygsækfolket, blevet en del Nilens historie. Vi er det 20. århundredes skatte, der som fragtgods bliver sejlet op og ned af Nilen om bord på myriader af små fellucaer.

I lære som felluca kaptajn

Efter at have set og tænkt os mætte på Kom-Ombo templet går vi tilbage til felluca Washington og brødrene Kassim, der venter os med en overraskelse ved Nilens østlige bred. Storebror Kassim vil tage tilbage til Aswan for at passe sit job på dæmningen!! Craig og jeg ser jo nok ud til at kunne give en hjælpende hånd ved roret og sejlet, mener han, og så er der jo egentlig ingen grund til, at han skulle blive ombord. Ikke noget at diskutere - FARVEL!

Nuvel, det var en drejning, vi ikke havde regnet med, men hvad - vi er med på den værste. Midt på formiddagen stævner Washington igen mod nord og op imod vinden, og lillebror Kassim begynder straks på undervisningen af sine to nye kaptajn-aspiranter. Det viser sig hurtigt, at det slet ikke er svært at sejle sådan en lille felluca. Det gælder bare om at sætte sejlet, så det passer til vindstyrken, og om at gå op mod vinden med den rette vinkel. Ikke for direkte, men heller ikke for meget ind fra siden. Og så gælder det selvfølgelig om ikke at komme i vejen for de andre fellucaer, diverse slæbe pramme, turist-linerne og andre motoriserede nil-fartøjer. Det er nok det vigtigste.

Kassim bliver hurtigt overflødig for sejladsen og gør sig kun nyttig ved i ny og næ at brygge os lidt the, lave noget mad og ellers give besked om vanddybden, så vi kan vide hvornår vi skal stagvende på vores kryds ned ad Nilen. Ellers leger han med vores walkman, bruger vores batterier, bladrer i vores guidebøger, undersøger vore kameraer og drikker vore medbragte Stella øl. Til sidst lægger han sig til at sove.

I timevis er Craig og jeg overladt til selv at trimme Washington og føre hende ned af Nilen. Mens vi skiftes til at sidde ved rorpinden og sejle fra bred til bred, skifter Nilen konstant karakter. Snart sejler vi i en smal slugt omgivet af stejle klippeformationer, som ud for Silsileh, snart mellem frugtbare grønne marker hvor de hårdtarbejdende fellahiner (bønder) vinker til os, og snart er vi omgiver af ørkenens store gule sandklitter. Undertiden passerer vi forbi nubiske landsbyer, hvor tilslørede kvinder vasker tøj på bredden, forbi ruiner af gamle egyptiske monumenter, som f.eks. Pharao Horemhebs kapel, eller bare forbi en araber, der er gået ned til Nilen for at få en tår vand og vaske ansigtet, før det vendes i bøn imod Mekka.

Vickie og Jackie, som jo er piger, får ikke lov til at sejle Washington. Kassim har gjort det helt klart, at piger, efter hans mening, ikke er istand til at klare en sådan opgave. Basta! De er istedet travlt optaget af at brune sig og af at læse om og beundre scenerierne, der glider forbi, og det ser de ud til at være godt tilfredse med. I Egypten må man kende sin plads.

Sejlads under stjernerne

Hen under aftenen overtager Kassim igen rorpinden. Han har bestemt, at vi skal fortsætte natten lang for at kunne nå Edfu ved daggry. Han mener at kunne se på himlen og vinden, at det vil løje af inden længe. Så er det med at udnytte vinden natten over.

Som nil-kaptajner sikkert har gjort i årtusinder, sidder Kassim ved sin rorpind og sejler sin felluca ned af Nilen kun ved det sparsomme lys som halvmånen og stjernerne kaster over den ældgamle flod.

Natten lang er vi hans sovende gods. I vore drømme, som er henlagt til en tid, hvor guder bestemte over Nilen, og hvor pharaoer regerede over fellucaerne tager vi selv del i livet i det gamle Egyptens. Kun for næste morgen at vågne op i Edfu til endnu et tempel og endnu en historie. Hvilken vidunderlig made at opleve Egypten på.

Kjeld Olesen.