Home | Tilbage

acapixus01.gif (7718 bytes)

HIEROTHESIET PÅ NEMRUT DAGI:
Et Kommagene monument i det sydøstlige Tyrkiet.

(Billeder tilføjes snarest)

Tidligt på formiddagen kører vi ud af byen Malatya i det sydøstlige Tyrkiet på vej imod Nemrut Dagi eller Mt Nemrut. Ca et dusin unge rejsende fra hele verden er vi med i den lille gamle blå Ford Transit, og nu er vi i godt humør. Efter at have ventet i næsten det uendelige på at chefen for Malatyas turistkontor, som hver dag arrangerer turene til Nemrut Dagi, og vor chauffør kom overens med optællingen og fordelingen af de ca 120 kr, som vi hver især har betalt tur/retur, er vi nu endeligt på vej, og vi ser frem til at opleve det fantastiske mausoleum på toppen af Nemrut Dagi. Men vi er nok også i godt humør ved tanken om, at vi i et par dage slipper væk fra virvaret af får og geder, som netop i disse dage myldrer ekstra talstærkt rundt i alle Tyrkiets byer, store som små. Kurban Bayrami helligdagene står nemlig for døren, og på helligdagenes første dag ofres ialt ca 2½ million får i Tyrkiet til minde om Abrahams forsøg på at ofre Isak på bjerget. Min veninde og jeg har været heldige og har fået forsædet ved siden af chaufføren, hvor der både er mere plads og bedre udsyn. Desværre er vi så til gengæld afskåret fra at deltage i rejse-snakken som foregår på bagsædet, og vi kan heller ikke kommunikere med chaufføren - han taler ikke engelsk. Istedet helliger vi os udsigten. Chaufføren er iøvrigt af den kraftige type - med skuldre som en ladeport og en tyrenakke til hals. Man får det indtryk, at skulle vejen gå hen og blive for ufremkommelig, så vil han kunne
klare sagen vad simpelt hen at tage bilen på nakken. Desuden virker han med sit venlige ansigt, sine smil og fagter til at være et gemytligt menneske.

Ind i Anti-Taurus bjergene.

Turen til Nemrut Dagi er på ca 110 km og varer ca 5 timer - afhængig af vejens øjeblikkelige tilstand. Den første trediedel går over gode asfalterede veje, som vi hurtigt lægger bag os. Så drejer vi fra asfaltvejen og kører ad grusveje ind i Anti Taurus bjergkædens forbjerge. Her går det noget langsommere, i bedste fald i 3. gear, og vejen bliver bestandigt dårligere, efterhånden som vi kommer længere og længere op i bjergene. Undervejs kører vi gennem bittesmå landsbyer, hvor vi må snørkle os igennem for ikke at køre på husene, mens børnene ivrigt forsøger at sælge byens håndværks varer til os. På ældgamle broer passerer vi over både meget store og bitte små floder, og mange gange møder vi hyrder med store flokke af geder, som leder efter noget spiseligt i den sparsomme vegetation. På den tid hvor mausolæet blev bygget på Nemrut Dagi, var bjergene her dækket af store skove, men pga århundreders uhæmmet tømmerhugst og gedernes skånselsløse overgræsning fremtræder bjergskråningerne nu som golde og ubarmhjertige stenørkener. Da vi nærmer os Nemrut Dagi, bliver vejen så stejl og dårlig, at chaufføren må ned i første gear, og han er ikke den eneste i bussen, der får sved på panden, når hjulene spinder rundt i hårnålesvingenes hassarderede cocktail af store huller og løst grus. Kølevands temperaturen bevæger sig ind i det røde område,
så det er lige før, at chaufføren burde gøre et forsøg på at bære bilen. Men pludsligt drejer vi rundt om et sving og er fremme ved en lav bygning med bliktag, som må være skudt op af jorden for ganske nyligt - den er i hvert fald ikke omtalt i vore guidebøger.

"Hotel" Nemrut.

Til vor forbavselse standser chaufføren ved bygningen, der viser sig at være en kombination af et "hotel" og en "restaurant", og begynder at læsse vore rygsække ned fra taget, selv om vi kan skimte toppen af Nemrut Dagi blot et par km væk. Den totale forvirring spreder sig blandt os, for der indgår ikke noget "hotel" i Nemrut-turbeskrivelsen fra hverken turistbureauet i Malatya eller vore guidebøger. Chaufførens mangelfulde engelsk hjælper heller ikke ligefrem med til at kaste lys over sagen, men efter at vi med spørgende og bedende ansigtsudtryk har peget på først os selv, så Nemrut Dagi og endelig vore ure, svarer han igen ved at pege på minibussen, så Nemrut, sit armbåndsur, og endeligt fremviser han 6 fingre. Vi må altså vente her til kl 6, dvs 3 timer, før han vil køre os til toppen. Så er der jo ikke andet for end at tage et kik på "hotellet" imens. Indenfor i den ikke just pompøse bygning byder bestyreren os velkomne, og med en fejende håndbevægelse inviterer han os til at se os om. "Hotellet" indeholder 12 dobbeltværelser, og det er selvfølgeligt vær at overveje, om man skulle overnatte i et af dem, men da vi på et lille skilt bliver opmærksomme på den horrible pris på 300 kr pr værelse, kommer vi hurtigt på andre tanker. Der er heller ingen, der føler trang til at prange om
prisen, som det jo ellers er skik og brug i Tyrkiet. Vi har alle liggeunderlag og soveposer med, og vi agter at sove i det fri. Istedet går vi til "restauranten", hvor et engelsksproget menukort fortæller, at "restauranten" kan frembyde én og kun én ret - bønnesuppe med tomatsalat. Det er ikke umiddelbart noget, der kan lokke, så vi nøjes med at bestille Efes øl og finder vor guidebog frem for endnu en gang at opfriske historien om mausolæet på toppen af det 2260 meter høje Nemrut Dagi.

Kommagene kongedømmet.

Fra ca år 250 f.v.t. var Kommagene den østligste provins i Seleucid riget, og grænsede imod øst op til det Parthiske rige. Da Seleucid riget under pres fra Romer riget var ved at gå i opløsning, proklamerede Kommagenes guvernør, Mithridates I Callinicus, i år 80 fvt landet for uafhængigt og sig selv for dets konge. Mithridates glorificerede sig selv med sin royale herkomst, som gik direkte tilbage til Seleucus I Nicator, grundlægger af Seleucid riget i vest, og til Darius den Store, tidligere konge af Persien i øst. Dermed anså han sig som ætling af begge store kulturer, og han giftede sig med en Parthisk prinsesse. Da Mithridates døde i år 64 fvt overtog hans søn Antiochus I Epiphanes magten. Han konsoliderede landets gode forbindelser til både øst og vest ved bla at indgå en ikke-angrebspagt med styret i Rom, som nu havde kontrollen over seleukiderne. Derved fik Kommagene kongedømmet ro til at vokse sig rigt, og det var Antiochus, der beordrede, at der på toppen af Nemrut Dagi skulle bygges et hierothesium - en kombination af et mausoleum og et
tempel. Her ønskede han efter sin død at blive stedt til hvile, omgivet af figurer af guderne Apollo, Fortune, Zeus og Heracles, som han grundet sin royale byrd anså som sine ligemænd og forfædre. I år 38 fvt blev kong Antiochus afsat af romerne, og han døde fire år efter. De gode tider for Kommagene kongedømmet begrænsede sig til de 26 år under kong Antiochus I Epiphanes, og hans hierothesium, et af de kun meget få kommagene overleveringer, gik over i glemselen, indtil det blev genopdaget af ottomanske geologer i 1881.

Solnedgang på toppen.

Ved halvfem-tiden er vor tålmodighed opbrugt - nu vil vi altså til toppen - om vi så må gå derop. Det bliver vi også nødt til, for chaufføren spiller backgammon med bestyreren og ser ikke ud til at ville forstyrres utidigt. Ca 40 min tager det at gå de ca 2 km fra "hotellet" til toppen af Nemrut Dagi, hvor man betaler et symbolsk beløb til billetmanden (hvis man altså kan finde ham), før man går ind på selve tempelområdet. Mausolæet kan siges at bestå af tre dele - et vestplateau, en central stenhøj og et østplateau. Det er østplateauet man kommer til først, hvis man kommer fra Malatya siden. Plateauet måler ca 50 x 100 meter, og på den langside, der vender ind imod den centrale stenhøj, er der en forhøjning, hvorpå der står 9 meter høje figurer forestillende Antiochus og hans guddommelige "slægtninge" siddende på deres troner. Fra venstre imod højre er det Apollo (sol guden, Mithra for perserne, Helios eller Hermes for grækerne), så Fortune (eller Tyche),
Zeus-Ahura Mazda, Kong Antiochus og endelig Heracles (også kendt som Ares eller Artagnes). Figurerne bærer tydelige præg af, at området fra tid til anden hærges af jordskælv. De store kvadre, som kroppene er opbygget af, har forskubbet sig, og alle figurernes hoveder er tumlet til jorden, hvor de nu er rejst på højkant igen rundt om på plateauet. For at komme til vestplateauet, må man gå rundt om den centrale stenhøj, der er ca 50 meter høj og måler ca 150 meter i diameter ved basis. Højen er dannet af knytnæve store sten, som antageligt er samlet sammen på Nemrut Dagi's sider. Måske ligger Antiochus' gravkammer et sted under stenhøjen, og måske tog han en stor skat med sig i graven - ingen ved det med sikkerhed. Vestplateauet var oprindeligt anlagt nogenlunde magen til øst-plateauet, men idag ser det noget anderledes ud. Figurerne har taget langt større skade af jordskælvene. Her er også selve statuernes kroppe faldet til jorden, men til gengæld er hovederne ikke så forvitrede på overfladen som på østsiden. Måske pga at den store stenhøj beskytter dem imod den kraftige og bidende kolde vind, som i det mindste netop idag blæser fra øst. Ved 18 tiden kommer minibussen med resten af gruppen, og desuden er der kommet et fransk og et tysk rejseselskab fra vestsiden - dvs fra Adiyaman. Ialt er vi kun ca 30 rejsende, der går rundt og studerer templet, mens vi venter på at solen skal gå ned bag de 2000 år gamle statuer. Det bliver en solnedgang af de bedre. Ikke fordi at himlen bliver særlig farvestrålende - dertil er luften for tør og ren - men at se figurerne stå aftegnet i silhouet, mens man tænker 2000 år tilbage på Antiochus og hans gamle kongedømme, giver oplevelsen et større perspektiv. Det er i lige så høj grad som den kolde vind med til at give en kuldegysninger.

Aftenhygge.

Da solen er gået ned, er der selvfølgeligt ikke meget at se på Nemrut's top, så vi kører tilbage til "hotellet", og varmer os med noget te i "restauranten". Her er der ikke meget at foretage sig, ud over at bladre i guidebogen og snakke med de andre rejsende. Chaufføren og bestyreren har sammen med at par mænd fra omegnen atter fordybet sig over backgammon brædtet. Bestyreren går kun modvilligt fra spillet, når der ind i mellem er nogle, som bestiller den enlige ret, som køkkenet byder på. Efter at have bidt lidt i vores medbragte brød, som er gået hen og blevet tørt, må også Jette og jeg krybe til fadet, så at sige, og bestiller bønnesuppen. Men den viser sig at være bedre, end man skulle tro. Vi har bestemt os for at sove på hotellets vestvendte terrasse, hvor der er læ for den kolde vind. En ide som også 3 piger fra New Zeeland har fået. Efter at have bredt liggeunderlag og soveposerne ud kryber vi til køjs og er vældig godt tilfredse med situationen. Indtil hotellets store vagthund opdager os. Det er en stor klippert af en vagthund, der garanteret kan skræmme alle ubudne gæster bort, og som sådan burde vi jo være lykkelige for dens tilstædeværelse. Hvis det ikke lige var fordi, at den hele tiden forsøger at vise sin hengivenhed ved at trampe rundt ovenpå vore soveposer og at komme med kostelige gaver i form af halvt afgnavede gedekadavere. Til sidst mister den heldigvis interessen, så vi omsider kan falde i søvn.

Solopgang på toppen.

Næste morgen er det vor chauffør, der viser den store iver for at komme af sted. Vi må jo afsted så vi kan nå at se solopgangen fra østplateauet, så kl fire går han rundt og purrer alle dem, han kan finde. Kl fem er vi atter på toppen af Nemrut Dagi, hvor der på denne tid af dagen er bidende koldt, hvilket mange øjensynligt ikke har forudset. De går hurtigt tilbage til bussen for at få varmen. Kl halv 6 står solen op, og skaber en lige så poetisk atmosfære, som da den gik ned. På en eller anden måde er disse solopgange og solnedgange på Antiochus' mausoleum helt anderledes, end dem man kan se hjemme i Danmark. Mere symbolske og med et større historisk perspektiv - så at sige. Men de er lige så hurtigt overstået, og efter at have hentet vor baggage på "hotellet" er vi snart på vej tilbage til Malatya's geder. Måske er der kun huderne tilbage nu.

Kjeld Olesen.