Home | Tilbage

acapixus01.gif (7718 bytes)

Marocco i året 1407. (Billeder ikke tilgængelige digitalt fra Biofoto)

Jeg er på rejse. Alene. Jeg står midt i en stor firkantet bygning omgivet af djellaba klædte arabere, der har knive i bælterne. Luften er tyk af tobaksrøg, og her er et tankelammende inferno af arabiske skrig og skrål. Stedet er Tanger en sen og hed onsdag aften i sommeren 1407. Dvs 1407 efter den muhamedanske tidsregning ganske vist, men sceneriet forekommer mig immervæk noget middelalderagtigt. På min uigenkaldelige sidste Inter Rail er jeg omsider nået til Marocco - Inter Rail menuens uovertrufne creme de la creme destination. Som en værdig afslutning på en 8 års æra med IR kortet vil jeg bestige Nord Afrikas højeste bjerg, Jbel Toubkal. På min egen krop føle den uudholdelige varme i Saharas nordøstlige stenørken, Hamada du Drâa. Og endnu en gang lade mig betage af de middelalderlige markedspladser i Marrakesh. Nu står jeg her på togstationen og prøver at finde ud af, hvordan jeg kommer videre. Min oprindelige plan var at tage direkte til Marrakesh, men som altid på IR er der nye uforudsete muligheder, der byder sig til. På færgen fra Algeciras blev jeg inviteret med til nordkysten af en festlig canadisk kvartet. Og så er der den mørke og svulmende amerikanerinde, der vil have mig med som ledsager til Fés. Jeg har faktisk aldrig været i Fés, så det er bestemt et fristende tilbud med uanede muligheder. Nå ja - måske nærmere iøjnefaldende muligheder. Det er svært. Jeg elsker at træffe nye rejsekammerater. Det er nok den allervigtigste ingrediens af en IR rejse. Det er netop for, at gamle venner ikke skal stå i vejen for nye venner, at jeg altid er rejst hjemmefra alene. Men i den larm kan man jo ikke træffe en fornuftig beslutning, så jeg udskriver en billet til Marrakesh i IR kortet og går hen til billetlugen for at få den stemplet. Der er vel andre på rejse i Marocco netop nu end disse fem!

The Marrakesh Express.

Onsdag nat. All on board that train. Man skulle tro, at det halve af Marocco har valgt at rejse med netop dette tog netop denne nat. I netop denne "ikke ryger" vogn. Jeg føler mig som en sild i en tønde. En røget sild forstås. Netop det med røgen er dråben. Mellemfolkelig forståelse og rejse overbærenhed eller ej - jeg hader tobaksrøg - ikke mindst i en ikke ryger vogn! Mens toget holder ved det, der antageligt er togstationen i Souk el Arba du Rharb, iler jeg med rygsækken over skulderen op langs togstammen mod "førsteklasses vognene". I sidste øjeblik når jeg at spring om bord. Her er vognen opdelt i kupeer. De fleste er besat af hver to henslængte djellaba klædte arabere. MEN - i èn kupe sidder 5 vestligt udseende ikke rygere og lader en flaske Johnny Walker gå rundt i smug. Se, det er hvad jeg trænger til! Uden iøvrigt at spørge om lov, kanter jeg mig ind, bakser rygsækken ovenpå de andres og sætter mig endeligt træt og taknemmeligt ned. Jeg må se meget træt og trængende ud, for uden at sige et ord, er der en, der rækker mig whisky flasken. Rigtige venner! Jeg har åbenbart fundet mine Marocco-rejse-kammerater, tænker jeg og væder halsen. Whiskyen giver taleorganerne frit løb. Vi kommer hurtigt i snak, så det varer ikke længe, før jeg har hørt alle fems historie.
Richard og David er to amerikanske forretningsdrivende i deres bedste alder, som man siger. De har været på nonmotion ferie på Costa del Sol, men fik så ideen til at tage toget til Marrakesh. Inspireret af Crosby, Still og Nash's flipper-sang om "The Marrakesh Express". All om board that train. Karin og Concepta er fra henholdsvis USA og Irland. De er begge aupair-piger i København, og de havde i lang tid haft en plan om at rejse til Marocco. Glen er en gennem-sympatisk englænder fra Manchester. På typisk førstegangs-InterRailer-vis er han nået frem til Marocco mest pga tilfældighedernes spil. Sådan mest fordi det nu ligger der, siger han. Det var jo Hillarys berømte ord, da han ville bestige Everest, tænker jeg. Med lidt held kan jeg sikkert lokke Glen med til at bestige Toubkal. Men hver ting til sin tid. Mens toget i den afrikanske nat passerer Kenitra, Rabat og Cassablanca, taler vi muntert om løst og fast, mens whiskyen langsomt slipper op. Omsider når vi Marrakesh. Vi stiger trætte ud i den kølige morgenluft. Vi bliver overdådigt modtaget, må man sige, med duftene af kaffe, daddelpalmer, ørkenstøv, krydderier, menneskesved og kamelmøg. Dufte fra 1407. Dufte fra et middelalderligt eventyr.

Hotel Koutouvia.

Efter flere dages uafbrudt rejse har man først og fremmest brug for hvile. Så vor første eventyrlige handling bliver at slappe godt og grundigt af ved Hotel Koutouvias swimmingpool. Her får jeg Glen lokket med på Toubkal ideen, først og fremmest ved at fortælle om hvordan jeg selv, i en lignende situation, blev lokket med til at bestige det 4810 m høje Mt Blanc. Hele dagen går med gøgl og pjank, coca cola, friskpresset appelsin juice og varm sød mynte-the i solen, der ved poolen.

Marrakesh.

Endelig fredag morgen er vi friske til at udforske Marrakesh. Luften er som altid fyldt med duftene af eventyr, og solen skinner opløftende fra en klar blå himmel. I samlet flok går vi ned ad Avenue Mohammed V med kurs mod Jemâa el Fna, syndernes plads, i centrum af medinaen, som er den gamle bydel. Idet vi går gennem Bab Larissa i den ældgamle bymur, er vi inde i medinaen. På Jemàa el Fna får vi straks serveret noget af den udefinerbare stemning og det specielle brogede folkeliv, der gør Marrakesh til MARRAKESH. Her er der et evigt virvar af akrobater, ildslugere, slangetæmmere, dansere, fortællere, vandsælgere, spåmænd, tiggere, krøblinge og slige former for gøglere, der prøver at tjene til dagen og vejen. På den trekantede plads, der er omgivet af handelsboder, gøgles der dagen lang for nogle få dirhams fra et forundret publikum, der hovedsageligt består af lokale rejsende fra oplandet og berbere fra de tætliggende Atlas bjerge. Berberne kommer hertil for at sælge alle former for hjemme¬håndværk og jordbrugs afgrøder. Strikkede uldhuer, læderbælter, sandaler, sølvarmbånd, mynte-blade, ja sågar hø og græs. Ustandseligt er der små berberpiger med store brune øjne, der hiver os i ærmerne, for at gøre os opmærksomme på vareudvalget. Imens står mødrene i diskret afstand for at overvåge salget. Andre småpiger har slet ingen varer, men stikker bare en lille tiggende hånd frem med den obligatoriske replik : dirham? Tilsyneladende "tjener" de flere penge end de, der forsøger at drive ærlig handel. I der mindste skiller jeg mig af med adskillige dirhams, inden jeg bliver immun overfor deres brune bedende øjne. Gøglerne kræver også deres del. Man får aldrig lov at stå og kikke længe, før det lyder : dirham!

Souk kvarteret.

Hele formiddagen trisser vi rundt på pladsen, inden vi tar' hul på selve souken - handels og håndværker kvarteret. Souken er en veritabel labyrint, hvorfra man ikke finder ud igen uden hjælp. For nogle få dirhams skulle vi nu nok kunne hyre os en guide, der kan finde Jemâa el Fna. Eventuelt med en afstikker til en vens souk, men hvad. De vigtigste souks ligger nord for Jemâa el Fna, så vi går op ad Rue Mouassine. Her er der især krydderi handlere. Alle handelslaugene her deres egne kvarterer i medinaen. Så hvis man skal købe safran, går man bare til det kvarter, hvor krydderi handlerne holder til. Så kan man gå fra souk til souk og sammenligne priserne. Vi drejer til højre og kommer til garnfarvernes gade. På snore over gaden og på søm på væggene hænger garn til tørre i farverne rød, orange og grønt. Igen til højre og vi er i tøffelmagernes gade, hvor man sælger de karakteristiske spidssnudede babouches. Efter et par gange mere til venstre og højre mister vi totalt stedsansen, så vi lader tilfældighederne lede os gennem de overdækkede gader skygge. Her er pelshandler gader og guldsmede gader. Gader hvor der sælges lerpotter, djellabaer, uldtæpper, kobber arbejder, tekander, sølvsmykker og meget meget mere. Ustandseligt bliver vi inviteret ind i soukene. Just have a look, special price for you my friend. Vi lader os lokke ind i en smykke souk. Indehaveren fremtryller hurtigt en kande med dampende varm mynte-the. Karen vil gerne købe nogle sølvarmbånd og pranger med sølvsmeden om prisen. Man tinger altid om prisen over et glas mynte-the her. Omsider giver de hinanden håndslag på, at handelen er i orden. Araberen med et stort smil. Som turist er hun garanteret blevet snydt. I en anden souk forsøger vi et ærefuldt tilbagetog, men kommer så til at betale for den the, der så gæstfrit blev budt på.

Couscous og tajine.

Da de elektroniske substitutter for muezzinerne ved solnedgang fra moskeernes minareter forkynder at "Allah er såre stor", køber vi os tilbage til Jemâa el Fna. De fleste gøglere er nu borte. Tilbage er kun historie fortællerne, tiggerne og spåmændene. Istedet er her nu opstillet borde, bænke og åbne køkkener, hvorfra der serveres stærkt krydret arabisk mad. Vi skal bare finde et indbydende bord og slå os ned. For ganske få dirhams afslutter vi en spændende dag med at spise os mætte i lokale retter som couscous, chis-kebab, kefta og tajine. Nam nam!

Mod nye horisonter.

Sammen bruger vi et par dage mere til at udforske Marrakeshs seværdigheder. Byen er næsten 2000 år gammel, så der er trods alt en del. Ingen nævnt ingen glemt. Men Glen og jeg er ved at blive utålmodige. Det er ved at være tid til lidt bjergbestigning. Det er tid til at drage sydpå. Tidligt torsdag morgen, endnu inden electro-muezzinen har kaldt til bøn, sidder vi en stuvende fyldt bus på vej ud af Marrakesh mod Asni. På næste strækning, Asni til Imlil, er der ingen offentlige transportmidler. Vi køber os istedet ombord på en af de karakteristiske pick-up taxaer. Til at begynde med ser den ganske lovende ud. Der er kun Glen, jeg og vor fælles rygsæk ombord. Men inden afgang bliver pick-upen stuvende fuld af mindst 25 arabere og berbere, 3 får og en masse bagage. Vejen til Imlil går gennem forbjergene til de såkaldte Høje Atlas Bjerge. Undervejs for vi en lovende forsmag på, hvad der venter os længere inde i bjergene. Små berber-landsbyer falder naturligt ind i det rødbrune bjerglandskab mellem kaktusser og bjergbække. Ved dieselmotorens hjælp når vi hurtigt op til Imlil i 1700 meters højde. Herfra kan vi kun komme videre ved selv at gå, men først må vi lige foretage de sidste forberedelser. Købe et kort, købe kiks, chokolade, dadler og oliven. Fylde feltflaskerne med vand. Og til sidst indtager vi et sundt og nærende måltid. Over middag drager vi i opløftet stemning afsted mod et nyt eventyr. Solen står højt på himlen og her er over 30+ °C. Varmt for en bjergvandrer. Eventyret lugter anderledes her. Duftene fra kaktus blomsterne, friske the og mynte blade, gedeuld og nyslået hø er vigtigste ingredienser. Der er ca 16 kilometers vandring og 2500 højdemeter fra Imlil til toppen af Jbel Toubkal. For hvert sving på bjergstien, der følger Assif n'Isougouane bjergstrømmen, skifter bjergsceneriet karakter. For hver kilometer bliver det barskere og barskere, med mere og mere sparsom plantevækst, men med flere og flere bjerggeder. I 3150 meters højde når vi overnatningshytten Refuge Nelten, hvor vi tilbringer natten med 2 tyske, 2 franske og en engelsk bjergbestiger.

Jbel Toubkal.

Næste morgen en time før daggry tager vi fat på de sidste 1000 højdemeter. Glen, der er uerfaren bjergbestiger, er på nippet til at vende om flere gange pga udmattelse. Men jeg støtter ham psykisk, og efter 3 timers hårdt fysisk og psykisk arbejde når vi udmattede toppen. Med hovedpine, dårlige maver, ømme ben, forpinte lunger og solskoldede øre og næser. Fra 4167 meters højde skuer vi mod syd ud over Sahara, der ligger som en dis i horisonten. Mod nord er der kun skyer. På vore begges vegne er jeg glad for, at vi har nået vor mål. Gennem den slags udfoldelser lærer man ikke kun at kende sig selv, som det ofte påstås. Nej mere end det - man overskrider og udvider sine egne begrænsninger - såvel psykisk som fysisk. Glen ser det i et helt andet perspektiv. Han er simpelt hen lykkelig over, at IR kan give oplevelser, der er så himmelvidt forskellige fra Costa del Sol, Akropolis og Peterskirken.

På vej til Ouarzazate.

Et IR-kort varer desværre kun en måned, så efter Toubkal har jeg ikke tid til at slappe af ret mange dage sammen med Glen og de andre. Endnu før de andre tager tilbage til Europa, sidder jeg atter i en bus på vej mod syd. På vej mod Sahara. Ikke alene, men sammen med japanske Minoru, der vist har samme planer som jeg. Han taler et elendigt og uforståeligt engelsk, så det er svært at sige. Vejen til vort første mål, Ouarzazate, fører os endnu en gang op i Atlas Bjergene. Landskabet overrasker mig ved, at være endnu mere pittoresk end landskabet omkring Jbel Toubkal. Så det burde være en storslået oplevelse at passere bjergene her, hvis det ikke lige var for buschauffør. Han forestiller sig åbenbart, at han deltager i Paris - Dakar billøbet. Selv om der ofte er et fald på flere hundrede meter ned fra siden af vejen, der har masser af hårnålesving, men ingen autoværn. I flere hårnålesving skrider bussen faktisk hvinende ud med bagenden. Men det, der for alvor gør mig nervøs, er hverken chaufførens kørsel eller de to araberkvinder, der lystigt brækker sig ud over gulvet et par stolerækker fremme i bussen. Nej - det er billetkonduktøren. Selv om han vel er en garvet busrotte, er han åbenlyst berørt af situationen og tager sig adskillige gange til sit rystende og ligblege hoved. Puh ha! Nå - imod alle odds når vi velbeholdne frem til Ouarzazate, der er et trist administrations-hul af en by og lugter langt væk af fransk fremmedlegion. Men her er én seværdighed - Kasbah Taourirt. Et par km øst for byen ligger den befæstede landsby, kasbahen, bygget for århundreder siden af forhånden værende materialer. Ler, siv og træstammer. Det er en rigtig år 1407 landsby. Her tilbringer vi resten af dagen i og omkring kasbahen. Vi iagttager og bliver iagttaget.

Varmen i Zagora.

Vi arbejder os dybere og dybere ind i Sahara. Efter endnu 168 kilometers buskørsel gennem Valée du Drâa er vi nu i Zagora i den nordøstlige udkant af Hamada du Drâa. Her er steghedt. Over 45+ °C. Vi er under 100 km fra vort endelige mål - Mhamid i Erg el M'hazil, som er Maroccos største sandørken. Få kilometer fra grænsen til Algeriet. Men turen ender her. Vi er strandet. Fra Zagora er der hverken busser eller taxaer mod syd. I 3 stive dage sidder vi og sveder tran ved en fortovscafé, mens vi venter på en tilfældig turist, der kan køre os til Mhamid. Men der kommer ingen turister. Mens den ene cola efter den anden fordamper ud af vore kroppe, tapper varmen os også langsomt for lysten til at rejse videre mod syd. Eventyret begynder at lugte lidt af nederlag og hjemve. Men hva' - vi har måske forsøgt at spænde buen en anelse for hårdt. Mhamid befinder sig uden for InterRailerens verden. En verden, vi ikke kan nå med bus eller tog. Et fremtidens mål måske. Efter IR æraen vil der komme en ny æra med rejser,der er anderledes. Med nye mål. Det er en beroligende tanke, når man er tæt på de 26.

En rejse i tiden.

Det er begyndelsen til enden. Vi er på vej tilbage. Busser, færger og tog er tidsmaskiner, der vil føre os fra Marocco i 1407 til det 20. århundredes Europa. Mens varierende landskaber passerer forbi, passerer tidligere IR eventyr gennem mine tanker. Fra Nordkap i nord til Athen, Palermo og nu Zagora i syd. Fra Lisabon i vest til Niirala og Constanta i øst. Ialt 44000 kilometer på 8 år. Ak ja.

Kjeld Olesen.