Home | Tilbage

acapixus01.gif (7718 bytes)

En dag i CAPPADOCIEN:
(Billeder tilføjes snarest)

"Cappadociens historie", forklarer vor guide, "startede med voldsomme udbrud af de to vulkaner Erciyes Dagi og Hasan Dagi for ca 3 millioner år siden. Ved udbruddet spredte vulkanerne et tykt lag af varmt aske over området, som størknede til en blød, porøs stenart, kaldet tuff. Det er denne tuff, som er grundstenen i Cappadociens historie. Fordi tuffen er så blød, har den været et let offer for millioner af års erosion af vind og vejr. På den måde skabtes de eventyrsagtige månelandskaber, som gør Cappadocien til en af Tyrkiets største turistattraktioner." Endnu morgensløve og med klapprende tænder står vi i morgenkulden i Peribacalar Vadisi, ca midt i Cappadocien, og lytter til guidens vise ord om områdets geologiske tilblivelse. Vi er ca 25 unge rejsende fra hele verden, som alle har måttet tidligt ud af fjerene på hotelværelserne i Ürgüp, for at kunne komme med på Cappadocia Tours "Se hele Cappadocien på kun en dag" arrangement. "Vulkanerne udspyede også af og til store sten, som indstøbtes i tuffen. Disse sten er af en stenart, som er mere modstandsdygtig overfor erosion, end tuffen er, og de har derfor beskyttet tuffen umiddelbart nedenunder fra regnvandets eroderende virkning. Derfor er mange af stenene efterhånden er kommet til at hvile på en høj kegle af tuff. Sådan en formation kaldes en peribaca på tyrkisk eller en "eventyrs skorsten". Dem er der specielt mange af her i Peribacalar Vadisi - "Dalen med Eventyrs Skorstene". Så går vi en lille tur for at kigge nærmere på peribacaerne.

Troglodytternes huler:

"Men det er ikke kun vind og vejr, som har formet Cappadociens tuff", fortæller guiden, da vi senere på dagen går rundt i tvillinge dalene Göreme og Zelve, som hører til blandt Cappadociens perler. "For mere end 6000 år siden", fortsætter han, "opdagede datidens lokale stenalder-mennesker, at de ret let og med primitive redskaber kunne bygge sig en god og solid bolig ved at udgrave en hule i tuffen. Opstod der så hen ad vejen et større behov, kunne boligen nemt udbygges med et ekstra barneværelse, en ekstra bås i stalden, mere oplagsplads, osv, osv. Derved blev de til troglodytter - altså huleboere." I gåsegang følger vi guiden, som fører os rundt fra hule til hule, mens han snakker løs. Det er blevet sidst på eftermiddagen, og temperaturen har for længst sneget sig langt op over, hvad godt er. Derfor er vi glade for at kunne være inde i hulerne, hvor det er køligere. Heldigvis er rummene i hulerne forbundet med labyrinter af gange, så vi bruger god tid på at udforske hver hule. "Kristendommen kom tidligt her til Cappadocien, og da de omvendte skulle bygge kirker, hulede de dem ud af tuffen, på samme måde som de byggede deres boliger" begynder guiden, da han har fået stuet os ind i Ekmali Kilise - "Kirken med Æblet" - som blot er en af mange sådanne kirker i Göreme og Zelve dalene. "De fleste af kirkerne her i Göreme og Zelve blev bygget i perioden fra det 9. til det 13. århundrede, og mange af dem har velbevarede vægmalerier og freskoer med bibelske scener", fortsætter han så, inden han går over til at forklare betydningen af de mange forskellige symboler og billeder, som pryder freskoerne på loftet i Ekmali Kilise.

En by under jorden:

Efter middagsmaden i Avanos i det aller-nordligste Cappadocien er vi kørt til den lille bondeby Kaymakli i Cappadociens sydvestlige hjørne. Landskabet her er noget fladt, uden smukt eroderede dale og himmelragende peribacaer, så man skulle ikke tro, at der var noget at kommer efter her. Ikke desto mindre er Kaymakli en af turens absolutte højdepunkter. Guiden fører os ned ad en trappe og gennem en lang, smal og meget lav gang, indtil vi står i et lille rum under jorden, som kun er sparsomt oplyst af en enkelt elpære. "Vi er nu i den underjordiske by i Kaymakli" begynder han og fortsætter så, "Den er blot en af flere sådanne underjordiske byer i Cappadocien, hvoraf den sammen med den underjordiske by i Derinkuyu, 10 km længere imod syd, hører til de største og flotteste. Den underjordiske by her i Kaymakli er et fantastisk kompliseret og nøje planlagt kompleks af boliger, paladser og kirker, som går ned til 120 meter under jordens overflade. Fuldstændigt udbygget med ventilations skakter og utroligt dybe brønde. Man tror endda, at der er en forbindelsesgang til den underjordiske by i Derinkuyu, men man er endnu langt fra færdige med at kortlægge alle gange og afkroge af byen. I den forbindelse er det forøvrigt ikke så godt, hvis nogen farer vild her." Altså følger vi tæt efter guiden, mens han viser os rundt til store tilosede fælleskøkkener med kolosale krukker til opbevaring
af olie, vin og vand, gennem utroligt små gange, hvor vi må helt ned på knæ og kravle, til stalde fuldt udbyggede med ædetrug, og op og ned af trapper og trange lodrette skakter. Til sidst er vi ikke længere i tvivl om, at titusinder af mennesker har levet her indelukket året rundt sammen med deres husdyr. "Der har selvfølgeligt været en grund til at troglodytterne byggede disse underjordiske byer" forklarer guiden, da vi står i et lille rum med en mærkelig tuff møllesten ved væggen. "Mange krigeriske folkefærd er kommet forbi her. Romerske felttog, muslimske korstog for Islam og europæiske korstog for kristendommen, for blot at nævne nogle eksempler. Når sådanne invasioner rullede hen over Cappadocien, trak troglodytterne sig tilbage til deres underjordiske byer, som altså i virkeligheden var underjordiske fæstninger. Alle indgange spærrede de indefra med store møllesten, som den ved væggen der. Hvis den invaderende hær forsøgte at trænge ind i fæstningen, fik den en varm modtagelse af spyd og kogende vand fra huller i lofterne i de smalle og lave gange. Så vidt vides, er det aldrig lykkedes nogen fjendtlig hær at trænge ind til troglodytterne, når først de havde lukket sig godt inde bag møllestenene."

Udsigten fra Ortahisar:

Efter en lille afstikker til en tæppefabrik slutter vi dagen på toppen af Ortahisar klippen - en næsten 100 meter høj tuff knold, gennemhullet af boliger, der ligger ca midt i Cappadocia området. Guiden, som er blevet træt af en lang dags fortællen, har sat sig med en cola under et træ og ser ikke ud til at ville
sige noget. Det er heller ikke nødvendigt. Fra toppen af Ortahisar klippen, får vi hele Cappadociens fantastiske månelandskab serveret i én storslået panorama udsigt, der strækker sig horisonten rundt. En udsigt, der taler for sig selv. Helt ude i den sydøstlige horisont ligger Taurus bjergkæden med Erciyes Dagi og Hasan Dagi. Imod nordøst ligger Peribacalar Vadisi med sine tusinde peribacaer. Imod nord ligger Göreme og Zelve dalene. Langt imod syd ligger Kaymakli og Derinkuyu. Og imod øst ligger den lille by Ürgüp, som med alle sine hoteller, tæppehandlere, restauranter, tyrkiske bade, de 6 tour-selskaber og busstationen med direkte busforbindelser til alle større byer i Tyrkiet, har etableret sig som Cappadociens turist metropol. En fantastisk udsigt, som fortæller langt mere om Cappadocien, end mange ord kan gøre. Hvis det ikke var fordi, at guiden omsider kalder os tilbage til minibusserne, kunne vi sikkert nyde den udsigt i dagevis uden at se os mætte.

Kjeld Olesen.